pilgrimsruten

Idéen med Pilgrimsruten Tisvildevejen

Pilgrimsruten Tisvildevejen er en kulturhistorisk oplevelsesrute, som gennem nære oplevelser på et højt kvalificeret og vedkommende niveau, videreformidler hvad Nordsjælland rummer af natur, kultur, lokale produkter og menneskelige ressourcer.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland har fokus på det kulturhistoriske, og i Gribskov Kommune findes som bekendt mange kulturhistoriske seværdigheder, som er vigtige i forhold til at etablere nationalp½arken og drive turisme i Gribskov i det hele taget.

Pilgrimsruten Tisvildevejen er et stærkt og autentisk kulturkoncept som passer godt ind i ambitionerne i Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Gribskov Kommunes Turismestrategi, hvor kommunen ønsker at fremvise de smukkeste destinationer i Nordsjælland, fremhæve vores kultur og natur og gøre den tilgængelig, indbydende, attraktiv og forståelig.

Projektet arbejder sammen med Naturstyrelsen på at skabe et optimalt ruteforløb som indeholder muligheder for at rejse i Nordsjælland til fod, i oplagte dagsrejser mellem landsbyerne, og således skabe rammer for at opleve noget af den kulturelle kapacitet Nordsjælland rummer, samtidig med at vi vil engagere og mobilisere lokalsamfundene til at skabe en særlig vandreoplevelse af en høj kvalitet.

Udgangspunktet for vores arbejde er at sikre en høj kvalitet i oplevelsen for vandrere hele året, samt at få synliggjort, i-tale-sat egnene og skabt liv, og samtidig få understreget værdien af landsbyer og naturområder. Flere borgere og turister kommer ud at gå, kort eller langt, og de besøgende får en helt særegen og personlig oplevelse af det smukke Nordsjælland, og de mennesker der bor her. Kulturen og naturen i landområderne bliver sat i spil og fremhævet.

Ruten er oplagt til at blive udbygget til flere landbyer, hvor nye netværk kan mobiliseres og mere kultur og natur kan sættes i spil. Ruten passerer gennem fem landsbyer ad allerede eksisterende stier, veje og grusveje.

Effekter for lokalsamfundene

Det at der kommer flere og særligt etablerede vandreruter har flere gavnlige effekter på lokalsamfundene

Den smukke natur og de mange kulturelle seværdigheder i vores områder bliver tilgængelig og synliggjort for flere mennesker, og flere får indsigt i områdernes historie og sammenhæng.

Der bygges bro mellem de forskellige borgere og lokalsamfund gennem samarbejde omkring tiltag der knytter sig til at modtage vandrere. Desuden beriges både lokalbefolkning og vandrere i mødet med hinanden.

Der skabes nye interne sammenhænge i de enkelte lokalsamfund gennem samarbejdet om nye aktiviteter; så som pilgrimsgudstjenester, pilgrimskoncerter, mad til pilgrimme, koncerter, etablering af pilgrimsværelser til udlejning osv.

Lokalsamfundende styrkes og synliggøres gennem markedsføring af ruterne og deres indhold, og der sker en øget tilstrømning af mennesker til de små lokalsamfund fra andre egne.

Pilrimsruten Tisvildevejen som fast rute hele året

Ruten går fra Esrum Kloster til Mårum, Annisse, Ramløse og ender ved Helene Kilde i Tisvildeleje.

Pilgrimsruten Tisvildevejen er en vandrerute som vi har lagt ad de smukkeste og mest kulturhistorisk interessante ruter i Nordsjælland. Den udgår fra Esrum Kloster, passerer igennem Gribskov og Tisvilde Hegn, Asserbo Slotsruin, og har overnatning og pauser ved smukke og bevaringsværdige kulturhistoriske bastioner som kirkerne i Mårum, Annisse, Ramløse og Tibirke, Pibe Mølle og Ramløse Mølle. Der er med den faste kulturrute skabt basis for at gæsten kan opleve disse lokationer fra et særligt nært perspektiv.

Virksomheder og institutioner på ruten som f.eks Esrum Kloster, Pibe Mølle, Garbolund og Rabarbergården bliver gennem den faste rute medspillere i at skabe særligt gode mad, kultur- og naturoplevelser i Nordsjælland, og styrker samtidig deres egne virksomheder. Der kobles hele tiden flere typer af oplevelser på; såsom gallerier i de små byer, gårdssalg osv.

Pilgrimsruten Tisvildevejen vil kunne danne grundlag for øget kvalitets- og oplevelsesturisme, bæredygtig turisme, øget dynamik og liv i de involverede landsbyer samt øget sammenhængskraft mellem de involverede landsbyer.

Effekten er allerede set, og der ligger på sigt masser af potentiale for en yderligere udvikling i Pilrgimsruten Tisvildevejen.

Ved at skabe en driftsramme omkring projektet skaber man grundlag for udvikling af, og levedygtighed i projektet: Projektet rummer på den lange bane muligheder for udvidelser til flere byer og dermed præsentation af endnu flere kulturhistoriske seværdigheder. Dette kan foregå gennem en tilbageførelse af ruten tilbage til Esrum over f.eks. Vejby, Ørby, Valby, Græsted og Søeborg.

Pilgrimsruten Tisvildevejen har nu en udstrækning på ca. 60 km. En udvidelse tilbage til klosteret vil i alt betyde en sammenhængende kulturrute på omkring 100 km. rummet i nationalparken.

Projektets konceptuelle opbygning omkring en kulturhistorisk oplevelsesrute, kan formidle alle lokationer på ruten man ønsker styrket og fremhævet. Her ligger altså potentialet for en mangedobling af alle de ovennævnte fordele for kommunen og dens borgere.

Hvis man med de rette tiltag og foranstaltninger sørger for at styrke og støtte udviklingen af Pilgrimsruten Tisvildevejen, betyder det i en kultur og turismestrategi- ramme på kort og lang sigt tilstrømning af turister bl.a. gennem projektets forankring i nationalparken, italesættelse af Nordsjælland som en attraktiv og unik kultur- og naturdestination, samt øget attraktionsværdi for potentielle tilflyttere og merværdi for de borgere som allerede bor i de involverede byer.

Pilgrimsruten Tisvildevejen er funderet på et stærkt samarbejde med

Gribskov Kommune

Naturstyrelsen

Museum Nordsjælland

Alle de lokale kirker og menighedsråd på ruten

Forsamlinghuse

Lokale virksomheder

Frivillignetværket på omkring 80 mennesker.

Lokale foreninger

Møller

De deltagende aktører ønsker at implementere projektet som en naturlig del af Gribskov Kommune, Nationalpark Kongernes Nordsjælland og Nordsjællands fremtidige kulturprofil.

Vi ønsker at der i fremtiden vil kunne arbejdes målrettet med udviklingen bl.a. med faciliteringen og markedsføring af den nuværende kulturrute, men også med inddragelse af flere byer, virksomheder og kulturdestinationer gennem en forlængelse og tilbageførelse af ruten til Esrum Kloster.

Gennem Pilgrimsruten Tisvildevejen står vi med en unik chance for at gavne og udvikle både turisme og lokalsamfund i Nordsjælland. Vi kan i fællesskab få endnu flere mennesker ud at gå/cykle/ride på Tisvildevejen og gennem denne unikke kulturrute øge kendskabet og tilgængeligheden til Nordsjælland.

De frivilliges ord om Pilgrimsruten Tisvildevejen

Frivillignetværket er blevet bedt om at give tre ord til kende som for dem symboliserer Pilgrimsruten Tisvildevejen for dem. For de ca. 80 frivillige, er projektet allerede meningsskabende.

Et ord som går igen i de blandt de frivilliges skriftlige tilkendegivelser er ordene ”fællesskab”, ”glæde” og ”at gøre noget for andre”. Det er dels fællesskabet med frivillignetværket i den by de er tilknyttet, men også den sammenhængskraft som opstår på tværs af byerne og som får hele ruten til at hænge sammen gennem mange menneskers samarbejde i over mange måneder og mange møder på tværs af bysamfund og interesser.

Ordet ”glæde” skriver adskillige som en stor del af oplevelsen. Den kommer af frivilliges indbyrdes samvær omkring oplevelserne med at modtage vandrerne, og dels selve mødet og glæden ved at give noget af sig selv for andre. Det har vist sig at være en gave både på deltager og frivilligsiden.

De frivillige skriver desuden følgende ord og sætninger om Pilgrimsruten Tisvildevejen, hvoraf flere ord går igen: Overraskelse, ros, varme, engagement, mødet mellem mennesker, latter, lære nye mennesker at kende, præsentation af Nordsjælland, mennesker som brænder for deres egn, at kunne gøre noget praktisk, hjertelighed, seje ældre pilgrimme, dejlige oplevelser, natur, at gøre noget for andre, naturoplevelser, kulturoplevelser, spændende historier og egnene, smagsoplevelser fra Nordsjælland m.m.

Deltagernes evalueringer på arrangerede fire dages vandreture på ruten

Deltagerne har evalueret vandringerne i år efter et evalueringsskema vi har udviklet, og dette viser følgende:

Overordnet deltagerevaluering af vandringerne ad Tisvildevejen 2016 68 besvarelser af 74 deltagere = 82 %

(skala fra 0-10)

Hvor god var information før turen?

10 point = 90 %

Hvor tilfredsstillende var vandringsruten?

10 point = 79 %

Hvor tilfredsstillende var kulturindholdet?

10 point = 78 %

Hvor tilfredsstillende var overnatningsforholdene?

10 point = 46 %, 9 point = 15 %, 8 point = 24%

Var der noget, du savnede i dit møde med de frivillige?

10 point = 100 % !!!

Hvordan vurderer du turen som helhed?

10 point = 68 %, 9 point = 25 %

Fra overnatningsstederne meldes der om adskillige vandrere som nu er begyndt at gå ruten og selv har planlagt ture i den øvrige sæson, fordi de har hørt godt om ruten.

Pilgrimsruten Tisvildevejen i ord og billeder

Kig i den vedlagte prøveudgave af vores lille bog om Tisvildevejen. Vi arbejder på en ny udgave med tilføjelser og flere smukke billeder. Denne forventes at udkomme til oktober.

Den elektroniske udgave af bogen kan downloades gratis, så alle frit kan opleve Tisvildevejen med og uden bog. Denne opdateres løbende, og skal være et formbart redskab til formidling af ruten.

Anmeldelser

I er velkomne til at gå ind på vores facebookside og se de flotte anmeldelser af Tisvildevejens vandringer i sommer 2015 og sommer 2016.

Billeder

Under ”billeder” på Tisvildevejens facebookside findes mange fine billeder fra vandringerne. Billeder som afspejler de helt særlige oplevelser på ruten.